Så travlt, som jeg har, nyder jeg søndagen i fulde drag

    Budskab fra områdets ledelse

    Ældste Matthieu Bennasar
    Ældste Matthieu Bennasar, Frankrig Områdehalvfjerdser

    Efter gymnasiet begyndte jeg på to meget konkurrenceprægede år for at forberede mig til de franske Grandes Ecoles. Ved slutningen af disse to intense år tager de studerende en meget konkurrencepræget optagelsesprøve i håb om at komme ind på de mest prestigefyldte skoler. Ligesom alle de andre studerende i min klasse arbejdede jeg meget hårdt. De studerende arbejder bogstaveligt hele dagen og til sent hver aften. Det gik hurtigt op for mig, at det ville udgøre en stor numerisk ulempe for mig ikke at arbejde om søndagen i to år. Jeg ville gå glip af det, der svarede til fjorten ugers studie sammenlignet med mine medstuderende. Da min far så, at jeg kæmpede en indre kamp mellem fornuft og tro, talte han til mig på en Jetro-lignende måde: »Matthieu, det, du overvejer, er forkert. Du bør ikke arbejde om søndagen.« Til at starte med gjorde mit hjerte oprør mod dette råd. Min far forstod trods alt ikke, hvordan det var. Men da stormen havde lagt sig, valgte jeg at følge hans råd. Jeg har aldrig fortrudt det. »Ikke at gøre, som [jeg] plejer«[1] på sabbatten viste sig at være uvurderligt. Ikke alene kom jeg med en fornyet energi mandag morgen, hvor alle mine klassekammerater virkede udmattede fra en weekend med konstant studie, men disse år blev afgørende for min åndelige udvikling. Alt det, som jeg oplevede ved at fordybe mig i skrifterne om søndagen, styrkede mine åndelige rødder i de kommende år.

    Ved slutningen af disse to intense år tog jeg eksamenen som planlagt, og selvom jeg langt fra var blandt de klogeste studerende, klarede jeg mig godt nok til at komme ind på en af de skoler, som jeg havde drømt om, men som jeg aldrig havde troet, jeg kunne komme ind på, en af de allerbedste. Dette føjede til mit vidnesbyrd, at »alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud«.[2] Gennem denne oplevelse lærte jeg, at sabbatten var en meget nødvendig kilde til sjælens fornyelse, hvilket mine klassekammerater ikke havde adgang til. Ligesom israelitterne spiste manna i ørkenen og ikke samlede manna om søndagen, lærte jeg, at det at stole på Gud ved ikke at arbejde om søndagen gav mig en fordel og ikke en ulempe. Han forbereder en vej gennem befalingerne.

    Esajas vidste godt, at sabbatten langt fra at være en byrde kan være en glæde. »Hvis du tager dig i vare på sabbatten og ikke driver handel på min hellige dag, hvis du kalder sabbatten frydefuld og Herrens hellige dag ærværdig, hvis du ærer den ved ikke at gøre, som du plejer, drive handel og træffe aftaler, så skal du glæde dig over lykken hos Herren. Jeg vil føre dig frem over landets høje og lade dig nyde godt af din fader Jakobs ejendom. Herren selv har talt.«[3]

    Sabbatten giver os et enestående pusterum fra bekymringer i vores kaotiske verden og hvile fra vores mediebombarderede liv. Det er en tid til at sætte farten ned og træde ind i en verden af fordybelse. Sabbatten er en hellig tid, ligesom templet er et helligt sted. Det er en dag til at fokusere på familie, glæde sig, knytte bånd og tilbede sammen. Det er en dag til åndelig udvikling, en dag til at bære vidnesbyrd, en dag til at styrke matte knæ. Indtil vi konstant lever i en celestial herlighed, kan sabbatten være vores bedste ugentlige forberedelse til at leve som celestiale væsner. I sidste ende handler sabbatten om den vidunderlige deltagelse i nadveren, hvorved vores ånd taler med Herren, vores pagter fornyes og vi får helbredelse til vores sjæl. Vi finder Herren i sabbatten.

    Jeg takker Herren for sabbatten. Den er virkelig en glæde.


    [1] Esajas 58:13.

    [2] Romerne 8:28.

    [3] Esajas 58:13-14.