Frelserens og vores tjenestegerning

    Budskab fra områdets ledelse

    Ældste Massimo De Feo fra Italien
    Ældste Massimo De Feo fra Italien Førsterådgiver i Det Europæiske Område

    I julen fejrer vi Frelserens fødsel. Vi tænker på ham, vi beundrer ham, vi tilbeder ham og vi tænker over det, han gjorde for os. Til påske husker ham vi ham så igen, vi er evigt taknemmelige for hans forsoning, og vi fejrer med glæde og ærbødighed hans opstandelse. 

    Når vi tænker på de enkeltstående begivenheder i Frelserens liv, hvordan kan vi så fokusere mere på, hvad der skete mellem de mest hellige begivenheder, hans fødsel og død? Hvordan fejrer vi hans liv, dag efter dag, ud over at fejre de enkeltstående begivenheder, der karakteriserede begyndelsen og slutningen på hans hellige mission på jorden?

    I sin prædiken til nefitterne sagde han: »… I kender det, som I må gøre … for de gerninger, som I har set mig gøre, skal I også gøre …«[1]

    Den eneste sande måde at fejre Kristus på er at følge ham i tjeneste, dag efter dag, ikke kun til jul eller påske.

    Efterhånden som jeg lærer mere om Frelserens tjenestegerning og forsøger at efterligne ham, har jeg opdaget, at de tre vigtigste ting i hans tjenestegerning er: Hvordan han elskede, hvordan han tjente og hvordan han udholdt.

    At elske andre er begyndelsen på vores tjeneste, ligesom det var begyndelsen på Frelserens tjenestegerning.  Han kom, fordi han elsker os og elsker Faderen højere end sig selv.  Derfor viser vi kærlighed til Frelseren og fejrer hans tjenestegerning, når vi tjener alle Guds børn med kærlighed, ikke fordi vi har fået en opgave som omsorgsgivende brødre og søstre, men fordi vi virkelig elsker andre, som han elsker.  Vi tjener ikke på grund af en opgave, men på grund af kærlighed.

    At tjene i riget er et afgørende element af vores tjeneste for at etablere Kirken, forrette evangeliets ordinancer og give alle Guds børn mulighed for at vende tilbage til ham.  Frelseren tjente utrætteligt i riget, som han havde organiseret, gennem præstedømmets myndighed, og viste, hvor vigtigt det er at tjene i Kirken.  At tjene er kernen i vores tjeneste, ligesom det var kernen i Frelserens tjenestegerning. Han begyndte med ordinancen dåb for at opfylde pagten gennem den rette myndighed, og kaldte derpå sine disciple til at tjene utrættelige til enden, til at etablere Guds rige på jorden.

    At holde ud til enden er det element i vores tjeneste, der i sidste ende viser vores sande tro. Herren gav aldrig op, han stoppede aldrig, han trak sig aldrig eller nægtede at tjene.  Selvfølgelig havde selv Frelseren sine »øjeblikke«, hvor han følte sig alene eller forladt af alle omkring sig. Han blev fristet, men modstod. Han blev upopulær, hånet og fornærmet, men han holdt aldrig op med at fokusere på sin evige mission og bad aldrig om at blive afløst fra sin hellige opgave. Han gav Faderen det sande tegn på sin tro ved at holde ud til enden.  Først der sagde han: »Det er fuldbragt«[2]

    Hvordan vil vi vise vores tro, når vi bliver fristet, er trætte eller bliver hånet? Når verdens indflydelse ryster os, eller når vi bliver konfronteret med sygdom eller følelsesmæssige eller verdslige vanskeligheder, vil vores tro da holde os stærke? Vil vi holde ud ligesom Frelseren?

    Præsident Russell M. Nelson har sagt: »En forpligtelse til at holde ud til enden betyder, at vi ikke vil bede om at blive afløst fra et kald til at tjene.  Det betyder, at vi vil være udholdende i vores stræben efter et værdigt mål.  Det betyder, at vi aldrig, nej aldrig, vil opgive en kær, som er kommet på afveje.  Og det betyder, at vi altid vil sætte vores evige familieforhold højt, selv i svære tider med sygdom, handikap eller død.«[3]

    Når vi prøver at efterligne Frelserens tjenestegerning, vil vi finde kraft.  Når vi elsker, tjener og holder ud, ligesom han gjorde, vil vi trække selve Frelserens kraft ind i vores liv.

    Når vi tjener, som han gjorde, vil hans fødsel, død og opstandelse bliver mere betydningsfulde for os. Vi vil opdage, at jul og påske ikke kun er enkeltstående mindedage, men en daglig fejring af Frelserens liv. 

    Hver dag vil være en ny åndelig fødsel for os, selv en ny åndelig opstandelse, når vores »naturlige menneske« dør for at blive født og leve igen i Kristus.

    Må vi fejre jul ved at følge ham og hans hellige tjenestegerning, blive mere og mere som ham hver dag, en dag ad gangen.

     


    [1] 3 Ne 27:21

    [2] Joh 19:30

    [3] Russell M. Nelson – Gratitude for the Mission and Ministry of Jesus Christ – BYU-foredrag, 18. august 1998