Spring over hovednavigation

»Familien: En proklamation til verden«

En familie på en bænk i en storby
Mormonerne tror på, at ægteskab og familie er en del af vor himmelske Faders plan for sine børn.

»Familien: En proklamation til verden« er et dokument, der erklærer, hvad Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige underviser om angående ægteskab, børn og familie (Liahona, nov. 2010, s. 129). Da den tidligere præsident for Kirken Gordon B. Hinckley første gang læste familieproklamationen op for mere end 20 år siden, var Kirkens medlemmer taknemlige for dens enkle og klare lærdomme om familien. I vore dage værdsætter medlemmerne af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, også kendt som mormonerne, mere end nogensinde familieproklamationen som en både dyb og meget nødvendig åbenbaring, der erklærer Guds standarder for ægteskab og familien i en foranderlig verden (se Bonnie L. Oscarson, »Familieproklamationens forsvarere«, Liahona, maj 2015, s. 14-15). Læs videre for at få mere at vide om, hvad mormonerne tror på angående ægteskab og familie.

Hvad fortæller »Familien: En proklamation til verden«?

Familieproklamationen kommer med specifikke råd til ægtemænd, hustruer, mødre og fædre. I den står, at »ægteskab mellem mand og kvinde er indstiftet af Gud, og at familien er af afgørende betydning i Skaberens plan for sine børns evige skæbne« (»Familien«, s. 129). Der står også, at vi, før vi blev født, »kendte og tilbad Gud som [vores] evige Fader«, og at Guds plan for sine børns fremgang krævede, at vi kom til jorden, fik et fysisk legeme og var i stand til at bo sammen med ham og vores familie, når vi er døde (»Familien«, s. 129). Lærdommene i familieproklamationen er ment som en hjælp til alle familier – ikke kun mormonfamilier – for at være lykkelige.

Familien: En proklamation til verden Familieproklamationen hjælper os til at forstå Herrens evige plan for familier.

Hvad tror mormonerne på om ægteskab?

Mormonerne tror på, at ægteskab mellem en mand og en kvinde er en afgørende del af Guds plan for sine børn. De tror også på, at en ægtemand og en hustru »har et højtideligt ansvar for at elske og vise omsorg for hinanden« (»Familien«, s. 129). For mormonerne opbygges og bevares »vellykkede ægteskaber og familier … ved tro, bøn, omvendelse, tilgivelse, respekt, kærlighed, barmhjertighed, arbejde og sunde fritidsbeskæftigelser« (»Familien«, s. 129). Mormonerne tror på, at ægtefæller bør hjælpe hinanden som ligeværdige partnere, og at de, der ikke tager sig af deres familier, begår ægteskabsbrud eller misbruger deres ægtefælle eller børn vil stå til ansvar for Gud for deres valg (se »Familien«, s. 129).

Hvad tror mormonerne på om børn og familie?

Mormonerne tror på familieproklamationens lære om, at »børn har ret til at blive født inden for ægteskabets rammer« (»Familien«, s. 129). Mormonerne tror også på, at børn »er en gave fra Herren« (Salmerne 127:3), hvilket vil sige, at børn er en velsignelse fra Gud. For mormonerne er det at få børn og opdrage dem et helligt ansvar, og forældre har pligt til at »opdrage deres børn i kærlighed og retskaffenhed, til at sørge for deres fysiske og åndelige behov, til at lære dem at elske og tjene hinanden, til at overholde Guds befalinger samt til at være lovlydige samfundsborgere, uanset hvor de bor« (»Familien«, s. 129). Familieansvar er yderst vigtigt for mormonerne.

Hvordan kan jeg få mere at vide om, hvad mormonerne tror på?

Mormonerne tror på, at familien ikke bare er en forpligtelse, men at den også er en stor velsignelse. Muligheden for at være del af en familie er et udtryk for Guds kærlighed til os, og Gud har givet os familier »for at hjælpe os til at blive dem, som han ønsker, at vi bliver« (Matthew Neeley, »The Family Is of God«, Friend, okt. 2008, s. 28-29). Gå ind på mormon.org for at få mere at vide om, hvad mormonerne tror på om Guds plan for dig og din familie.