Spring over hovednavigation

Familieaften

Budskab fra områdets ledelse

Familieaften
Ældste Joaquim J. Moreira
Ældste Joaquim J. Moreira Områdehalvfjerdser, Portugal

Fordi jeg elsker min familie, har jeg altid bestræbt mig på at være i stand til at være et eksempel, forklare, overtale, vise, bede, faste, lege, rette og blive irettesat og udføre de frelsende ordinancer for min familie og så meget som muligt følge vor Frelsers, Jesu Kristi eksempel i måden, han tjente sine børn på.

»Og videre, for så vidt som forældre, der har børn i Zion eller i nogen af hendes stave, som er organiseret, ikke lærer dem at forstå læren om omvendelse, tro på Kristus, den levende Guds Søn, og om dåb og Helligåndsgaven ved håndspålæggelse, når de er otte år gamle, skal synden hvile på forældrenes hoved.«1

»[Og] følger Frelserens eksempel i overensstemmelse med det, som han har befalet os, da skal det gå jer vel på dommens dag. Amen.«2

Jesus Kristus var et eksempel for os i alt: Dåb, bøn, dom, visdom, barmhjertighed, tilgivelse, ydmyghed, lydighed, nåde, venlighed og overtalelse.

Et af de værktøjer, vi har i Kirken for at styrke, forene, planlægge, sætte mål, bede, besvare spørgsmål om læren og have en glad tid sammen, er familieaften, hvor vi kan tale om og demonstrere Jesu Kristi eksempel.

Som det står i seminar og instituthæftet, Evangelisk undervisning og læring: »Han elskede dem, bad for dem og tjente dem konstant. Han fandt muligheder for at være sammen med dem og udtrykke sin kærlighed. Han kendte deres interesser, håb og ønsker og vidste, hvad der skete i deres liv.

Han vidste, hvem de var, og hvad de kunne blive. Han fandt særlige måder at hjælpe dem til at lære at vokse på – måder, der var beregnet til netop dem. Når de kæmpede, opgav han dem ikke, men blev ved med at elske dem og tjene dem.

Han forberedte sig … han [søgte] sin himmelske Faders vejledning.«3

Somme tider er den største udfordring, vi har, ønsket om at have en fuldkommen familieaften. Jeg husker de vanskeligheder, vi somme tider havde med at finde den rigtige dag og det rigtige tidspunkt i forhold til børnenes skoleopgaver, men med balance og visdom fandt vi altid en løsning på vores udfordringer.

Jeg mindes, at nogle af vores bedste familieaftener var, når vi inviterede missionærerne og deres undersøgere hjem til os før deres dåb, så de kunne se, hvad man gør til familieaften i en mormonfamilie og også for at hjælpe med at undervise dem i evangeliet. Det var altid et tidspunkt fyldt med en åndelighed, som vores børn elskede.

Som der står i familieproklamationen: »Ægtemand og hustru har et stort ansvar for at elske og vise omsorg for hinanden og for deres børn. ›[Børn] er en gave fra Herren‹ (Sl 127:3). Forældre har en hellig pligt til at opdrage deres børn i kærlighed og retskaffenhed, til at sørge for deres fysiske og åndelige behov, til at lære dem at elske og tjene hinanden, til at overholde Guds befalinger samt til at være lovlydige samfundsborgere, uanset hvor de bor. Ægtemænd og hustruer – mødre og fædre – vil over for Gud blive holdt ansvarlige for udførelsen af disse pligter.«4

En anden bekymring, vi havde under vores familieaften, var at undervise om selvhjulpenhed. Vi var altid ærlige over for vores børn og vi besluttede altid sammen, hvilket slags liv vi kunne have, og hvordan vi ville opnå det. En anden motivation i vores familie var at undervise om vigtigheden af vores efternavn og at efterlade en familiearv. Til det plejede vi at tænke over, at »den guddommelige plan for lykke gør det muligt for familiebånd at fortsætte på den anden side af graven«.5

Ved familieaften lærer vi om frelsesplanen, hvordan vi kan have et evigt perspektiv på tingene, og indser, at »den sande lære ændrer, når den forstås rigtigt, holdning og opførsel.«6 Med det rette formål ville vi tage til templet for at udføre ordinancerne for vores forfædre, og det fik os altid til at føle, at vi havde et evigt bånd til dem alle.


Noter

1. L&P 68:25.

2. Morm 7:10.

3. Evangelisk undervisning og læring, s. v – Seminar og institut.

4. Familien: En proklamation til verden, afsnit 6.

5. Familien: En proklamation til verden, afsnit 3.

6. Boyd K. Packer, »Små børn«, Stjernen, jan. 1987, s. 13.