Sådan forbedrer man sin åndelige selvhjulpenhed

    Budskab fra områdets ledelse

    Ældste Robert A. Dryden, Storbritannien
    Ældste Robert A. Dryden, Storbritannien Områdehalvfjerdser

    Hvordan vurderer vi vigtigheden af åndelig og timelig selvhjulpenhed?

    Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Lad os blive selvforsynende og uafhængige … Frelse kommer ikke fra noget andet princip.«

    Hvordan kan vi så forbedre vores åndelige selvhjulpenhed? Apostlen Paulus definerede den tilstand, som mennesket skal nå for virkelig at være åndeligt selvhjulpen: Det er den tilstand, hvor et menneske har fortjent retten til at have det levende evangelium, der »ikke [er] skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod.«[1]

    En usædvanlig historie

    En gang imellem viser et medlem en usædvanlig fremgang hen imod åndelig selvhjulpenhed. Paul er en af dem.

    Han var den yngste af fem børn, opdraget i et hjem og område, hvor alkohol, stoffer, misbrug, vold og at sidde i fængsel var en del af hverdagen, hvilket resulterede i fattigdom og trængsler. Den fattigdom resulterede ofte i, at Paul blev bedt om at stjæle mad til familien. Han kom i pleje som ung og blev voldeligt misbrugt.

    Herunder står hans skridt mod fremgang og det, han opnåede på lidt mere end et år:

    Mormons Bog blev hans livs kærlighed. Helligånden forbløffede ham ved at blive hans konstante ledsager. Han blev kaldet som lokalmissionær og fik held med dåb og aktivering. Han fandt (med hjælp) og blev som stedfortræder døbt for 65 familiemedlemmer i lige linje. Han fik en bil af en bror, der anerkendte hans store ildhu for Herrens værk. Paul var nu virkelig selvhjulpen. Han fik Det Melkisedekske Præstedømme og blev kaldet som formidler i stavens afhængighedsprogram. Han arbejdede med hjemløse i byen. Han organiserede og afholdt foredrag for nye medlemmer, undersøgere og mindre aktive medlemmer. Han fik til opgave at tale til stavskonferencen. Han fik sin begavelse i templet. Han fik sin drøm opfyldt om at komme til generalkonference sammen med den missionær, der havde fundet og døbt ham. Tårer fyldte deres øjne, da præsident Monson kom ind i auditoriet.

    Det Første Præsidentskabs introduktion til kurset Mit fundament fra Selvhjulpenhedstjenesten opfordrer os til flittigt at studere og anvende selvhjulpenhedens principper og lover, at når I gør det, vil I blive velsignet.

    Vi opnår åndelig selvhjulpenhed, når vi følger Det Første Præsidentskabs vejledning og flittigt udøver nogle enkle tegn på hengivenhed i vores eget og i vores families liv:

    1. Hold Guds befalinger.[2]
    2. Søg skrifterne (især Mormons Bog) og lær at … »[trænge] jer frem, idet I tager for jer af Kristi ord«.[3]
    3. Bed fra hjertet. »Når I ikke anråber Herren, lad da hjertet være fyldt, bestandig henvendt i bøn til ham«.[4]

    Brigham Youngs lærdomme stemmer i høj grad overens med Det Første Præsidentskabs lærdomme om, at det er afgørende at opnå åndelig selvhjulpenhed.

    Han har sagt: »Vi … tager alle lovene, reglerne, ordinancerne og forordningerne, som findes i skrifterne, og praktiserer dem i det størst mulige omfang og bliver da ved med at lære og forbedre os, til vi kan efterleve hvert et ord, som udgår fra Guds mund.«[5]

    »Folket [kan ikke modtage lovene] i deres fuldkomne fylde; men de kan modtage lidt her og lidt der, lidt i dag og lidt i morgen, lidt mere næste uge … Hvis vi derfor ønsker at handle efter fylden af den viden, som Herren planlægger at åbenbare lidt efter lidt til jordens indbyggere, må vi forbedre os med den smule, som er blevet åbenbaret.«[6]

    Hans budskab bekræfter, at »vores personlige udvikling i evangeliet kommer lidt efter lidt og linje på linje, når vi efterlever de principper, vi lærer.«[7] I Jesu Kristi navn. Amen.


    [1] 2 Korinther 3:3.

    [2] Matthæus 22:35-40.

    [3] 2 Nefi 31:20.

    [4] Alma 34:27.

    [5] Discources of Brigham Young, s. 3.

    [6] Discources of Brigham Young, s. 4.

    [7] Kirkens præsidenters lærdomme: Brigham Young, 1997, s. 21-27.