Tag en ven med til ham


Områdehalvfjerdser i Storbritannien

Ved CCM (møde for stavspræsidenten, missionspræsidenten og områdehalvfjerdsere) i London Syd-missionen i England, er der tradition for at se en præsentation med billeder af alle medlemmer, som er blevet døbt, i løbet af de sidste tre måneder, ved begyndelsen af mødet. Ofte er det nye medlem klædt i hvidt og står sammen med familiemedlemmer, missionærer og personen, som døbte dem, på billedet.

Ved et møde for nyligt var der især et billede, der rørte mig! På billedet stod, klædt i hvidt og med armen om en anden mand, min kære ven Clive, som jeg husker, at jeg stod med på et lignende billede for næsten tyve år siden.

I 1998 havde en række oplevelser skabt en åndelig sult hos Clive. Efter at have modtaget et eksemplar af Mormons Bog fra en kollega, besluttede han sig for at cykle til menigheden i Slough, og tage i kirke der. Han gik gennem dørene, ivrig efter at lære. Som biskop hilste jeg på Clive og var begejstret for at høre, at han ønskede at lære om Kirken. To missionærer var der straks og tog sig ivrigt af deres nye ven. Clive blev, efter nogle svære vælg og betydelige ændringer, døbt nogle uger senere og begyndte på sin rejse af tro og forpligtigelse, som et medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

Mange år senere, hvor han tilhørte en anden menighed og en anden stav, benyttede Clive muligheden for at tale om Kirken med en kollega. Efter en række samtaler og en stærk tilskyndelse gav han et eksemplar af Mormons Bog (hvori han havde skrevet sit vidnesbyrd) til sin ven.

Der gik noget tid, og Clive var i sin egen menighed, da han så en præsentation om de tre dele i områdeplanen: »Bring en ven«, »Bliv selvhjulpen« og »Find en forfader.« Mens Clive sad der, tænkte han på sin ven, som han havde givet Mormons Bog til. Han henvendte sig til sin hustru og sagde: »Jeg har en ven, som jeg kan invitere med i kirke.«

Clive handlede på denne inspiration og ringede til sin ven. Han inviterede ham i kirke og aftalte at mødes med ham på parkeringspladsen, inden mødet begyndte. Det blev søndag, og hans ven kom og nød mødet og følte sig meget velkommen. Hans ven blev sidenhen introduceret for fuldtidsmissionærerne, som underviste ham i lektionerne. Kan I forestille jer Clives glæde, da hans ven nogle uger senere spurgte ham, om han ville døbe ham? Det var en invitation, han med glæde tog imod!

Det var det billede, jeg så den dag, som rørte mig i hjertet.

Jesus sagde: »Og dersom I skulle arbejde alle jeres dage med at råbe omvendelse til dette folk og kun føre én sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være sammen med ham i min Faders rige!«[1]

Clive følte en glæde, fordi han fulgte områdepræsidentskabets opfordring og inviterede sin ven med i kirke. Selvom han tidligere havde haft adskillige samtaler om evangeliet og givet ham et eksemplar af Mormons Bog – alle vidunderlige ting at gøre. Den virkelige glæde kom, da han fulgte Åndens tilskyndelse og inviterede sin ven. Invitationen var i sig selv så vigtig og nødvendig, uden den havde hans ven måske aldrig været i kirke og i sidste ende, var han måske aldrig blevet omvendt til Jesu Kristi evangelium.

Jeg er overbevist om, at den inspirerede invitation, vi alle har modtaget – »Bring en ven«– er en, vi alle kan følge og anvende i vores liv. Clives eksempel er et af mange, der vidner om glæden, som kommer af at invitere. Jeg har både overværet og oplevet sådanne eksempler.

Må vi alle søge inspiration til at finde frem til hvem vi kan invitere. Og må vi alle have tro og forpligte os til at følge op og invitere, så vi kan føle den samme glæde.

 

 

 

[1] Lære og Pagter 18:15