Spring over hovednavigation

Julens gaver

Budskab fra områdets ledelse

Ældste Gary B. Sabin
Ældste Gary B. Sabin Førsterådgiver i Det Europæiske Område

Da søster Sabin og jeg var nygifte og studerende, lejede vi en lille loftslejlighed i Provo i Utah. Utroligt nok var en del af lejeaftalen, at udlejerens lille hund Helga fulgte med enheden. Det lod til, at vores primære ejendel på det tidspunkt i vores liv var en lånt hund! Jeg lagde dog mærke til, at min hustru Valerie omhyggeligt havde hængt en lille platte på væggen med ordene af Ralph Waldo Emerson, hvor der stod: »Ringe og smykker er ikke gaver, kun undskyldninger for gaver; den eneste sande gave er dig selv.«

Denne sandhed beskrives i digtet »The Vision of Sir Launfal.« (Sir Launfals syn). Historien om en beslutsom konge, der begyndte at søge efter den hellige gral eller det bæger, som Kristus formodentlig drak af under det sidste måltid. Da sir Launfal tog af sted, kastede han tankeløst en mønt til en tigger ved slotsporten.

Der går flere år og sir Launfal vender endelig hjem igen efter en udmattende søgen. Da han nærmer sig slotsporten, ser han igen en spedalsk tigge om almisser. Denne ganger stopper sir Launfal op og tilbyder en skorpe brød og noget vand fra sin gamle kop til den trængende sjæl. Ordene i digtet afslører, hvad der skete efterfølgende:

»Du har brugt dit liv på den hellige gral;
se, den er her – den kop, som du
fyldte ved åen for mig, men nu
er denne skorpe mit legeme brudt for dig,
dette vand hans blod, ham, som døde på træet;
den hellige nadver afholdes,
hver gang vi deler en andens behov,
ikke det, vi giver, men det, vi deler,
for gaven uden giveren er tom;
Den, der skænker sig selv som almisse, bespiser tre,
sig selv, sin næste og mig.«1

Launfals gamle kop, der blev helliggjort gennem hans betænksomme tjeneste, blev den hellige gral, som han havde brugt sit liv på at søge efter.

Vi ser ofte forbi målet i vores egen søgen efter lykke. Den kan kun virkelig blive fundet gennem den tjeneste, vi yder for andre, en rejse, der begynder indenfor væggene i vores eget hjem. Frelseren sagde: »Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.«2

The Mansion, af Henry Van Dyke, fortæller historien om John Weightman, der tilbragte sit liv med at bygge monumenter til sig selv. En nat drømte han, at han døde og rejste til den celestiale by for at modtage et palæ på baggrund af sine skatte i himlen. Da John opdagede det lille bitte sted, der var blevet reserveret til ham, stønnede han: »Men hvordan har jeg fejlet så elendigt i … mit liv? … Hvad er det, der tæller her?«

En lys og ren stemme svarede: »Kun det, der virkelig bliver givet … det gode, der bliver gjort uselvisk … de gerninger, hvor andres velfærd er hovedtanken … Kun de gaver, hvor giveren glemmer sig selv3

Gaven af en selv er en uvurderlig gave af kærlighed, som ironisk nok vokser, når vi giver den væk. Måske er det dette, Frelseren tænkte på, da han sagde: »Den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.«4

Må vi på denne særlige tid af året huske den ultimative gave, som vi hver især modtog af vor himmelske Fader: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn.«5 Vor Faders gave blev fuldendt af Sønnens gave, da han ofrede sig selv, da han beredte vejen, så vi alle kan vende hjem. Disse uselviske gaver er julens sande gaver.

Præsident Monson har kærligt vejledt os, når vi giver: »Der er hjerter, der kan glædes. Der er venlige ord, der kan siges. Der er gaver, der kan gives. Der er gerninger, der kan udføres. Der er sjæle, der kan frelses.«6


Noter:

1. The Vision of Sir Launfal af James Russell Lowell (1819-1891).

2. Mattæus 25:40.

3. The Mansion af Henry Van Dyke (1852-1933)

4. Mattæus 16:25.

5. Johannes 3:16.

6. Søg Jesus, Stjernen, juni 1991, s. 6.