Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige
http://www.mormonnewsroom.org.uk/article/175th-anniversary-concert-celebrate-church-great-britain

Britiske mormoner fejrer 175 år.

Oprettet: 27. juli 2012

Britiske mormoner fejrer 175 år for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i deres land.

Lørdag den 7. juli mødtes flere end 1.000 mormoner fra hele Storbritannien og deres gæster i Avenham Park i Preston i Lancashire for at fejre denne historiske begivenhed.

Aftenkoncerten omfattede korarrangementer af traditionelle kristne salmer, forsamlingssang og oplæsning fra dagbøger fra missionærerne i det 19. århundrede.

I 1837 sejlede syv missionærer fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige mod Storbritannien og gik den 19. juli samme år i land på Prince’s Dock i Liverpool. Blandt denne forkyndende gruppe var apostlene Heber C. Kimball og Orson Hyde. De fandt hurtigt vejen til Preston, hvor de ankom til en menneskefyldt markedsplads.

De første missionærer opsøgte de lokale - der allerede var i begejstret stemning over kroningen af deres nye dronning (Victoria) samt et valg i parlamentet - og deres nysgerrighed blev vakt ved introduktionen af denne »nye og oplyste« kirke.

Lancashire-konverteringer i 1837 gjorde Preston til hjemstedet for den ældste og stadig eksisterende gren i Kirken noget sted i verden. Historiske bekendtgørelser af disse første dåbsmøder fandt sted som en del af fejringen i Preston. De oprindelige dåb foregik i Ribble-floden ved nedsænkning, som angivet i Det Nye Testamente.

I 1870 havde 100.000 mennesker fra Storbritannien tilsluttet sig Kirken, og et stort antal emigrerede for at støtte op om pionerfasen i den vestlige del af USA.

Kirken i Storbritannien har i dag 188.000 medlemmer ud af en verdensomspændende medlemsskare på over 14 millioner.

Ældste Stephen C. Kerr, områdehalvfjerdser, sagde ved højtideligheden:

»Missionærernes budskab i 1837 er det samme budskab, som missionærerne bringer i 2012.

Budskabet om, at Gud viste sig for Joseph Smith i lunden, at engle besøgte ham på skift, og at han oversatte Mormons Bog, Guds ord.

Vi vidner om Jesus Kristus i dag. Vi siger ikke, at ›Vi er mere hellige end jer.‹ Vi siger, at vi har fundet noget, der er mere vidunderligt end det, I allerede har, og som giver os farve og indhold i tilværelsen. Vores bedste og eneste håb er at følge Jesus Kristus. På vegne af jer alle løfter jeg min stemme her ved bredden af Ribble-floden 175 år efter de første missionærer kom til England og siger, at vi vil være tro mod det, vi ved.«