Kirken og dens økonomiske uafhængighed.
Oprettet: 21. juli 2012
SALT LAKE CITY -
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges vækst fra at være en gruppe amerikanske nybegyndere til en global tro, der velsigner flere millioner mennesker, er en af de største religiøse succeshistorier i det 19. og 20. århundrede.
Fra begyndelsen viste Kirkens medlemmer en bemærkelsesværdig evne til at tilsidesætte det materiale til fordel for det åndelige. Et af de første kirkemedlemmer, Martin Harris, belånte sin gård for at betale for udgivelsen af Mormons Bog. Der findes en overflod af andre eksempler på selvopofrelse blandt de første sidste dages hellige.
Drevet fra sted til sted - fra Missouri til Illinois til langt ud mod kolonisationsgrænsen mod vest - forlod Kirkens medlemmer flere gange deres hjem, gårde og små forretninger, som de kærligt havde taget sig af. Da de foretog den sidste lange vandring over den amerikanske prærie til Rocky Mountains, var mange allerede meget udpinte. De, der kom med håndkærrer, fordi de ikke havde råd til vogne, er et gribende bevis på den kendsgerning.
Brigham Young sagde engang, at hvis de sidste dages hellige kunne være 10 år uforstyrret i Rocky Mountains dale, ville de kunne etablere sig som et uafhængigt folk. Med tiden blev hans vision om et flittigt, uafhængigt og åndeligt folk til virkelighed.
Fuldstændig økonomisk uafhængighed og frihed fra gæld tog dog flere årtier. Historikere peger i dag på begyndelsen af 1900-tallet som det tidspunkt, hvor Kirken endelig begyndte at kunne vende bladet og blive fri for flere årtiers gæld - de fremhæver især en tale af Kirkens præsident Lorenzo Snow, hvor han bad de sidste dages hellige om at forny deres forpligtelse vedrørende princippet om tiende.
Tiende er et gammelt bibelsk princip og er blevet praktiseret af mange kirker igennem tiden. Uafhængig forskning viser dog, at intet andet sted i USA i dag er tiendeprincippet så almindeligt og trofast efterlevet som blandt medlemmerne af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Den største del af den indtægt, der bruges til at lede Kirken, kommer fra tiende, ikke fra forretninger eller investeringer.
Tiende har på denne måde vist sig at være en enorm velsignelser for Kirken og dens medlemmer sammen med enkle, men sunde økonomiske principper såsom at undgå at stifte gæld, leve inden for sine økonomiske rammer og sætte midler til side til en dårlig dag.
Nøglen til at forstå Kirkens økonomi er at forstå, at den har et mål. Den giver Kirken mulighed for at føre sin religiøse mission ud i livet i hele verden.
Ejer Kirken forretninger, som den tjener på? Ja. I Kirkens begyndelse, da den etablerede sig i det fjerne Intermountain West, var nogle af disse forretninger nødvendige af den enkle årsag, at de ikke fandtes andre steder i lokalsamfundet. Efterhånden som udviklingen af selvstændige forretninger tog til, og behovet for kirkeejede forretninger mindskedes, blev de solgt, bortgivet til samfundet eller lukkede. Zions Bank og LSD Hospital er nogle eksempler.
I dag hjælper Kirkens aktiver med at støtte Kirkens mission og principper om at have lidt på kistebunden. Farme, der nu har udbytte fra driften, kan omdannes til velfærdsfarme i tilfælde af en global fødevarekrise. Firmaer som KSL Televison og Deseret News udgør strategiske værdifulde kommunikationsmedier.
Tiendemidler bliver brugt til at støtte fem nøgleområder:
• Kirkebygninger eller steder, hvor medlemmer rundt om i verden kan tilbede. Vi har tusindvis af sådanne bygninger og åbner fortsat flere, somme tider flere om ugen.
• Uddannelsesprogrammer, deriblandt økonomisk støtte til vore universiteter og seminar og institut.
• Kirkens verdensomspændende missionsprogram.
• Opførelse og drift af næsten 140 templer rundt om i verden og administrationen af verdens største slægtsforskningsprogram.
• Kirkens velfærdsprogrammer og humanitærhjælp, der hjælper mennesker rundt om i verden - både medlemmer af Kirken som ikke-medlemmer.
Fra tid til anden forsøger nogle mennesker, deriblandt journalister, at tilknytte Kirken en pengeværdi på samme måde, som de ville vurdere aktiver ved et kommercielt foretagende. Sådan en sammenligning holder bare ikke. Selskabets afdelingskontorer eller detailforretninger skal fx økonomisk udgøre en del af overskuddet. Men hver gang Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige bygger en kirkebygning, bliver bygningen en del af forbruget og en økonomisk forpligtelse, som skal finansieres af bidrag fra medlemmerne overalt i verden. Den vedvarende vedligeholdelse, udstyret og anvendelse af kirkebygningen kan kun opnås, så længe trofaste medlemmer fortsat støtter Kirken.
Lejlighedsvis forsøger nogen at anslå Kirkens indkomst og afgøre, hvor meget der bliver brugt til de fattige og nødlidende. Igen fanger de sjældent hele billedet. De væsentlige principper, der er ligger til grund for Kirkens velfærds-og humanitærindsats, er kristuslignende tjeneste og selvhjulpenhed.
Næsten 30.00 biskopper, der fører tilsyn med deres egen forsamling, har direkte adgang til Kirkens midler til at tage sig af medlemmer i nød, idet de hjælper dem med at blive selvhjulpne.
På Welfare Square i Salt Lake City, hvor Kirken kommer varer på dåse for dens distributionslager, ville nogle fremgangsmåder være mere effektive, hvis de blev automatiseret. I stedet har Kirken valgt at bruge arbejdskraft, hvilket giver mennesker mulighed for at tjene, og de medlemmer, der modtager velfærd, kan arbejde for det, de modtager. Det er ikke mønstret på en kommerciel forretning, men det er mønstret på at hjælpe mennesker med at hjælpe sig selv. Kirkens mål er at hjælpe mennesker med at overvinde de timelige forhindringer, når de følger åndelige værdier.
Offentliggjorte tal i forbindelse med vores humanitærindsats omfatter kun penge, der er brugt direkte til humanitærtjeneste. Kirken optager de administrative omkostninger. Desuden afspejler disse tal ikke Kirkens omfattende velfærds- og beskæftigelsestjeneste, der hjælper mange tusinde mennesker over alt i verden. De repræsenterer heller ikke Deseret Industries’ discountbutikker, der giver kuponer til andre velgørenhedsorganisationer, som de kan bruge, bidrag til folkekøkkener eller humanitær- og velfærdsmissionering eller den hjælp, der gives til at hjælpe andre nødhjælpsorganisationer. Hundredetusinde timers tjeneste understøtter Kirkens programmer som disse.
Kirken eksisterer for at forbedre folks tilværelse over alt i verden ved at bringe dem tættere på Kristus. Kirkens aktiver bruges til at støtte denne mission. Bygninger opføres for, at medlemmerne kan mødes og tilbede Gud og blive undervist i Jesu Kristi evangelium. Missionærerne sendes ud for at invitere folk til at komme til Kristus. Ressourcerne bruges til at give fødevarer og tøj de nødlidende og give folk mulighed for at hæve sig op og blive selvhjulpen. Det er resultatet, der betyder noget, ikke omkostningen. Som den tidligere præsident Gordon B. Hinckley sagde: »Kirkens eneste virkelige rigdom ligger i dens folks tro.«
De, der forsøger at definere Kirken som en institution, der samler på økonomisk rigdom, har ikke forstået pointen: Kirkens mål er at bringe mennesker tættere på Kristus og følge hans eksempel ved at løfte byrderne hos dem, der kæmper. Nøglen til at forstå Kirken er ikke at se den som et verdensomspændende selskab, men som millioner af trofaste medlemmer i flere tusinde forsamlinger i hele verden, som følger Kristus og har omsorg for hinanden og deres næste.