Den naturlige families værdi: Argumentet for ægteskabet.
Oprettet: 1. juli 2012
Jeg føler mig meget privilegeret over at kunne tale til jer i dag. Denne kongres og dens formål står mit hjerte nært. Jeg er opmærksom på, at den traditionelle familie med far, mor og børn i det mindste i det såkaldte vestlige samfund er i fremadskridende forfald. Min hustru Christiane og jeg, der har været lykkeligt gift i mere end treogtredive år, og vore syv børn og fem børnebørn, indtil videre, virker til at tilhøre en uddøende race - nærmest en sjældenhed i vor tids verden. Folk ser på os med forbavselse og forundres: »Syv børn, en hustru, treogtredive år?« Nogle mennesker har ondt af os og andre siger, at vi er heldige. Vi føler os dog aldrig triste eller heldige - vi er blot lykkelige. Vi lever det liv, som vi havde drømt om og altid ønsket os. Det er tilfredsstillende og udbytterigt. Ældste Russell M. Nelson, der talte ved Den europæiske kongres i Amsterdam i 2009, har for nyligt sagt: »Vi blev født med en evne til at vokse, elske, blive gift og skabe en familie. Ægteskabet og familien er indstiftet af Gud. Familien er den vigtigste sociale enhed ... Det opfylder de dybeste længsler i den menneskelige sjæl - den naturlige længsel efter endeløs forbindelse med elskede familiemedlemmer« (»Tak Gud«, Liahona, maj 2012, s. 77).
Selvom mange mennesker længes efter et traditionelt familieliv, får færre og færre det. Siden 1950’erne er antallet af indgåede ægteskaber i Tyskland faldet med mere end 40 %. Alt for mange mennesker bliver slet ikke gift. Mange mennesker støtter forskellige former for levevis, der ofte er drevet af morskab, frihed og selvudfoldelse. Princippet om »shareholder value« (merværdi for aktionærerne) i forretningslivet har sneget sig ind i vores tilværelse og familie: Minimum investering, hurtigt og højt udbytte. Den generelle overbevisning synes at være: »Jeg er villig til at gifte mig og endda få et barn eller to, hvis det ikke forstyrrer min karriere eller personlige livsstil.« Og det er lige præcis dét, der sker: Familie og børn planlægges ind i og bliver opbygget omkring karriere og personlige interesser. Sommetider bliver børn endda en hobby. Formålet er at styrke de enkelte voksnes behagelige tilværelse.
Prisen er dog høj, når man følger denne kurs. Egenskaber, der opbygger lykkelige ægteskaber og familier, som opofrelse, kærlighed, hensyn, forpligtelse, tjeneste, tålmodighed, udholdenhed og troskab findes ofte ikke i disse forhold. Personlige ønsker, attraktioner og muligheder får fortrinsret. Små storme, som vi alle møder her i livet, får familien til hurtigt at kollapse. I vor tids verden, hvor næsten alle mennesker tror, at de bør være i stand til at få alt, hvad de peger på, bliver folk mere og mere egoistiske og mindre og mindre tilfredse. Det er ikke så underligt, at skilsmisseprocenten steg fra 9,6 % i 1955 til sit højeste på 56 % i 2003. De sidste ti år har skilsmisseprocenten i Tyskland konstant været over 50 %. Men Tyskland står ikke længere alene. Vi er omgivet af naboer, der har de samme problemer.
Familiens forfald afspejles ikke blot i færre ægteskaber og højere skilsmisseprocenter, men også i meget færre børn. Og de nyfødte, der kommer til denne verden, bliver ofte født uden for ægteskabet og opdrages af enlige forældre. Mere end 90 % af disse børn bor sammen med deres mødre og savner deres fars indflydelse i deres liv.
Tabet af faderens indflydelse i hjemmet har en stor påvirkning på børnene. Journalisten Claus Jacobi har skrevet:
»Voksne har fået en påstået forbedret livskvalitet på bekostning af de små børn. Enhver skilsmisse sårer deres lille sjæl. Ligesom skildpadderne kender mange af dem ikke deres far. Andre ser ud af fremmede menneskers vinduer eller vokser op i splittede stammer. Mens far forfølger sin karriere, og mor realiserer sig selv, bliver de, som trods alt er uskyldige, stuvet ind på institutioner, gemt væk derhjemme eller parkeret foran fjernsynet, der underviser dem i nye grusomheder hver eneste dag« (Claus Jacobi, »Like Turtles, Many German Children Don’t Know Their Fathers«, Welt am Sonntag, 5. nov. 2001).
Denne udvikling har alvorlige konsekvenser for samfundet. Overvældede forældre, hvoraf mange bor i en husstand, der består af en enkelt voksen eller af flere sammenførte familier, har at gøre med forvirrede og oprørske børn. Børn, der søger et tilhørsforhold, bliver tiltrukket af organiserede bander, der til gengæld så skaber et samfundsproblem. Fattige børn og manglen på uddannelsesmuligheder for disse børn stiger. Mange af dem føler, at de ikke har noget positivt at se frem til i livet.
Statsbudgetter, der eksploderer, afspejler, at de største udgifter opstår på baggrund af sociale problemer og udgifter til sikkerhed. At sikre »den sociale fred« er blevet et politisk mål. Storbritanniens overrabbiner Jonathan Sacks tænkte over årsagerne til de seneste voldelige udbrud i Storbritannien i 2011 og skrev: »I stort set alle vestlige samfund var der i 1960’erne en moralsk revolution, hvor man helt opgav selvbeherskelsen som den traditionelle etik. ›All you need is love,‹ sang Beatles. Det jødisk-kristne moralske kodeks blev kastet over bord. I stedet indførte man: Gør, hvad der passer dig. De ti bud blev omskrevet som ti kreative forslag. Eller som Allan Bloom udtrykker det: ›Jeg er Herren din Gud: Slap af‹« (Jonathan Sacks, »Reversing the Decay of London Undone«, The Wall Street Journal, 20. aug. 2011).
Selvom det er vigtigt at forstå problemerne, der er opstået gennem familiens opløsning, vil en liste over problemerne ikke løse dem alene. Vi er nødt til at forstå årsagerne bag ændringerne. Hvis vi identificerer og forstår, hvorfor det sker, kan vi bedre se efter løsninger.
Henry M. Field, en amerikansk præst, skrev for mere end et hundrede år siden: »Tabet af den populære respekt for religion skaber råddenskab i sociale institutioner. Tanken om Gud som Skaberen og Faderen til hele menneskeheden er i den moralske verden, hvad tyngdekraften er i den naturlige verden. Den holder sammen på det hele og får alt til dreje rundt om et fælles midtpunkt. Fjerner man dette, bevæger mænd og kvinder sig i hver sin retning. Der findes ikke noget som en fælles menneskehed, men blot adskilte molekyler af mænd og kvinder, der driver rundt i universet, uden nogen form for sammenhæng og uden større mening med livet end et tilsvarende antal sandkorn« (Henry M. Field, citeret i A Dictionary of Thoughts, Tryon Edwards, red., 1891, s. 478).
Denne tanke gælder stadigvæk i dag, selvom den blev nævnt i det nittende århundrede. Vi er ikke blot nødt til at genopbygge vores tillid til ægteskabet og familien, men også tro på Gud. Religion spiller en afgørende rolle, når det gælder værdier, ansvar og den rette brug af handlefrihed, der er vores evne til at træffe valg. Derfor ønsker jeg i dag at slå et slag for ægteskabet og familien, baseret og centreret på en tro på en Gud og Skaber.
Min tro og tillid til Gud har en indflydelse på det, jeg gør. Mine handlinger er anderledes, fordi jeg tror på den Allerhøjeste og på et liv efter døden. Denne tro uddyber min forståelse af handlefrihed og udvider mit livs perspektiv. Jeg er taknemlig for, at Gud har givet mig og mine medmennesker evnen til at træffe beslutninger, men jeg indser, at der følger et stort ansvar med denne mulighed. Jeg ved, at mine handlinger gør en forskel, og at jeg skal stå til ansvar over for Gud for, hvordan jeg vælger at leve mit liv.
Den jødisk/kristne tradition tror på, at Gud har sagt: »Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham. Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de skal blive ét kød« (1 Mos 2:18, 24). I denne forordning finder vi Guds hensigt med ægteskabet: Gud anerkender, at det ganske enkelt ikke er godt for mennesket at være alene. Et af de vigtigste formål med livet er at blive gift og få børn.
I »Familien: En proklamation til verden«, der blev udgivet i september 1995 af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, læser vi følgende:
»Alle mennesker - mænd og kvinder - er skabt i Guds billede ... Den første befaling, som Gud gav til Adam og Eva, vedrørte deres mulighed for som ægtemand og hustru at blive forældre ... Ægtemand og hustru har et stort ansvar for at elske og vise omsorg for hinanden og for deres børn. ›Sønner (børn) er en gave fra Herren‹ (Sl 127:3). Forældre har en hellig pligt til at opdrage deres børn i kærlighed og retskaffenhed, til at sørge for deres fysiske og åndelige behov, til at lære dem at elske og tjene hinanden, til at overholde Guds befalinger samt til at være lovlydige samfundsborgere, uanset hvor de bor. Ægtemænd og hustruer - mødre og fædre - vil over for Gud blive holdt ansvarlige for udførelsen af disse pligter.«
Proklamationen siger yderligere: »Børn har ret til at blive født inden for ægteskabets rammer og blive opdraget af en far og en mor, som ærer deres ægteskabsløfter med fuldstændig troskab ... Vellykkede ægteskaber og familier bygges på og fastholdes ved tro, bøn, omvendelse, tilgivelse, respekt, kærlighed, barmhjertighed, arbejde og sunde fritidsbeskæftigelser.«
Vi er nødt til at undervise igen og igen i disse principper. Fra verdens begyndelse har det aldrig været meningen, at mennesket skulle være alene, men leve i en familie. Uden sunde familier kan der ikke eksistere sunde civilisationer.
Den amerikanske historiker Will Durant bemærkede: »Familien er civilisationens kerne« (Will Durant: BrainyQuote.com. 12. apr. 2012, http://www.brainyquote.com/quotes/quotes/w/willdurant154369.html).
En civilisation og et samfund kan og vil kun blive lige så stærkt som dens familier. Denne tanke er sandsynligvis blevet udtalt hundrede gange ved kongresser og konferencer som denne jorden rundt vedrørende familien. Jeg vil gerne tilføje følgende udtalelse til denne åbenlyse sandhed: En familie kan og vil kun blive så stærk som det ægteskab, den er bygget på. Vi er derfor nødt til at hjælpe mennesker til at forstå, hvorfor de skal gifte sig, og hvordan de får et vellykket ægteskab. Vi er nødt til at reklamere for, at denne investering er hele indsatsen værd. Vi er nødt til fortsat at tale for flere ægteskaber, for bedre ægteskaber, der med årene bliver til stærke og evige ægteskaber. Et forhold mellem en mand og en kvinde, der er baseret på en fælles tro og kærlighed til Gud, bliver grundvolden, hvor parret kan vokse i deres kærlighed, respekt og omsorg for hinanden.
Jeg har i mit eget liv lært, at den største tilfredsstillelse og formålet med mit liv er resultatet af mit ægteskab og de kærlige familieforhold, der er kommet ud af det. Penge kan ikke købe denne lykke, og den kan ikke opnås med stor hast. Det tog mig 32 år i forældrerollen, før jeg den anden dag oplevede en vidunderlig udflugt med vores 2-årige barnebarn. Vi gik en tur sammen - bare os to - og vi havde det så sjovt, der var så meget at opdage, og vi fik en masse dejlige minder sammen. For at opleve denne lykke og tilfredsstillelse har jeg i årenes løb været nødt til at fokusere på andres velbefindende og velfærd og ikke på selvcentrerede fornøjelser og hurtig tilfredsstillelse. Jeg har forsøgt at være den slags person, som jeg ved, at Gud ønsker, jeg skal være.
Jeg vil afslutte med et citat af Johann Wolfgang von Goethe, den tyske digter, der sagde: »Ægteskabet er alle kulturers begyndelse og højdepunkt. Det gør en hård person mild, og den mest veluddannede person kan ikke finde en bedre mulighed for at vise sin venlighed. Ægteskabet må være stålsat, fordi det bringer så megen lykke, at den individuelle ulykke blegner ved dens side. Og hvorfor bør vi tale om ulykkelighed? Det er utålmodighed, der overvælder folk fra tid til anden, og så nedlader de selv sig til at være ulykkelige. Lad øjeblikket passere, og så vil du betragte dig selv som lykkelig, at alt andet, som du har udholdt så længe, fortsat kan udholdes!« (Johann Wolfgang von Goethe, The Elective Affinities, Tübingen: i J.G. Gottaischen Buchhandlung, s. I, 9).