Oprettet: september 2004
Statuen, "Familien", er en gengivelse af en dansk udvandrer-familie fra Saltum i Nordvestjylland på deres vej til Amerika i 1868. Familien Beck var en del af den udvandring af sidste Dages Hellige fra Danmark, der bestod af omkring 17.000 danskere i det 19. og tidlige 20. århundrede.
"Familien" er placeret i Nationalparken Rebild Bakker i Nordjylland, Danmark, og den blev afsløret den 4. juli 2000. Den er skabt af den amerikanske billedkunstner Dennis Smith, og de to statuer: "Familien" og "Kristina" er gaver til Danmark og danskerne fra kunstneren samt foreningen "Efterkommere og Venner af Danmark"
Selv om skulpturen henviser til en bestemt familie, kan historien om mange lignende udvandrere læses i deres ansigter. Sammensætningen af figurer i skulpturen er karakteristisk for en udvandrerfamilie: Far, Mor, og børn med øjnene vendt mod deres nye hjem. Hver er fyldt med håb og store forventninger til, hvad der ligger foran dem.
Bedstemoderen kigger bagud med et sørgmodigt blik. Hun har ikke det samme at se frem til, som de unge. Det nye sprog vil være for vanskeligt for hende at lære, og hendes mand har valgt at blive i Danmark, så hun kommer måske aldrig til at se ham igen. Barnet i moderens arme kommer ikke til at fuldføre rejsen - og det er til erindring om de mange spædbørn, som mistede livet mens deres familier krydsede havet.
Ankomsten til USAs østkyst var ikke enden på rejsen for familien Beck og mange andre danske familier. Fire måneder efter at være sejlet fra Hamburg, Tyskland ankom de til Salt Lake dalen i Utah. Der fandt de mange flere udfordringer, mens de bosatte sig. De overkom besværlighederne, og efterkommere af familien Beck findes stadigvæk i dag i den lille by Alpine i Utah.
Kristina skal forestille kunstneren Dennis Smiths bedstemor, Kristina Beck, fra den lille by Saltum i Nordvestjylland.
Kristina står i blæsten, og hun ser ud over Vesterhavet før hun og hendes familie emigrerede i 1868, hvor de slog sig ned i Alpine, Utah, USA.
Skulpturen blev afsløret den 6. juli 2000 på et midlertidigt sted på Amerikakaj, og den blev flyttet lidt længere ud af kajen til sin endelige placering ved bygningen Gripsholm den 27. juni 2002.
Foran "Kristina" er promenaden på kajen dækket af firkantede brosten. Hvis man kigger godt efter, vil man udstrøet finde omkring 200 brosten med et navn og et årstal. De repræsenterer hver især en virkelig person, som drog af sted til Zion (Utah) mellem 1850 og 1900. Mange besøgende fra Utah vil kunne glæde sig over at finde sin forfaders navn på én af disse sten.
Er en alsidig kunstner, som arbejder i bronze, oliemaleri, glas og som skribent. Han blev født i 1942 i Alpine, Utah, hvor han boede indtil 1961, hvor han rejste til Danmark i to½ år som missionær for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Efter sin mission tog han sin uddannelse på Brigham Young Universitetet og kom senere tilbage til Danmark for at studere på Det kongelige Kunstakademi.
I begyndelsen blev han kendt for sine skulpturer af børn, som viser hans evne til at fange et øjeblik af leg, eftertænksomhed og nærhed. Hans skulpturer kan være store som statuer, men også helt små bordfigurer, der er dannet af forskellige materialer. Dennis Smith er også kendt for at skabe skulpturer af flyvemaskiner - drømmemaskiner, udført af lidt af hvert, men spændende og i stand til at begejstre både børn og voksne.
I 1980erne begyndte Dennis Smith at male oliemalerier for "at gå på opdagelse i mit indre, en øvelse i at skabe, hvor jeg ikke skal bevise noget!". Dog beviser hans billeder, at han er en sand kunstner, som ikke er begrænset til en enkelt område.
Andre artikler inden for samme emne
